Der er penge i mit holdingselskab. Hvad nu?
Artikler
Lav en strategi
Når der kommer penge i holdingselskabet, så bør man
- Opnå en forståelse af de regler (herunder skat) som er relevante
- Afklare private ønsker og behov
- Overveje investeringsstrategi
For det første skal man selvfølgelig kende reglerne godt nok til, at man ikke kommer til at skabe problemer for sig selv (f.eks. ved bare at trække penge ud privat).
Herefter er det i forståelsen af regler og muligheder i kombination med private ønsker at man skal finde en plan. Måske skal planen være at samle penge i holdingselskabet til et nyt spændende projekt, men det kan også handle om en slags pensionsopsparing eller at få ekstra penge til privatøkonomien så hurtigt som muligt.
Det er meget individuelt hvad der er bedst, så der kommer ingen anbefalinger her.
Indebærer planen at der skal forblive penge i holdingselskabet, så skal man selvfølgelig overveje mulighederne for investering. Læs mere under 'opsparing/investeringer'.
Opsparing/investeringer
Overvejelserne om opsparing/investering bør begynde med, at du ser på hvilken tidshorisont du har, og hvordan du har det med risiko.
Måske bliver resultatet at pengene bare skal blive på en bankkonto, men det er selvfølgelig også ønskværdigt at få en indtægt fra investering.
En af de ting man skal forstå er 'renters rente'. Kan man forrente et beløb med 5% om året i 15 år, så har man fået fordoblet det oprindelige beløb.
Omvendt skal man også forstå 'inflation', som betyder at penge bliver mindre og mindre værd fordi priserne stiger. Inflationen i Danmark var i 2019 omkring 0,7% og i 2020 endnu mindre. Det er meget lavt, men det betyder stadigvæk at 100.000 kr stående i banken til 0% i rente har mistet 700 kr i værdi. Med negative renter bliver tabet endnu større.
Læs mere om investeringsmuligheder under "Hvordan kan jeg investere pengene i holdingselskabet?"
Udbetale løn
Der kan sagtens opstå en situation hvor man lader sig "rigtigt ansætte" i holdingselskabet - altså med lønseddel, a-skat osv.
Hvis man f.eks. sælger sin virksomhed og ikke umiddelbart skal ud og ansættes et andet sted, så kan det i mange tilfælde være fornuftigt at blive rigtig ansat i holdingselskabet og modtage løn for at tage sig af de investeringer holdingselskabet foretager.
Det er egentlig forholdsvis enkelt hvis man lige får lidt vejledning i opstarten, men det giver selvfølgelig ekstra arbejde med regnskabet.
Processen er at man på virk.dk registrerer sit selskab som 'arbejdsgiver' og derefter finder man et lønsystem. Vores anbefaling er yderligere at man får hjælp til en ansættelseskontrakt og opsætning af lønsystemet.
Udbytte
Du kan hvert år på dit holdingselskabs generalforsamling beslutte, at der skal udbetales udbytte til ejerne af selskabet. Som udgangspunkt kan man foretage en udlodning hvis der er et 'overført resultat' at bruge af, men det skal samtidigt være 'forsvarligt' på beslutningstidspunktet, så det er også en vurdering.
Udbyttebetalinger som du beslutter på selskabets ordinære generalforsamling kaldes også for ordinært udbytte. Alternativt kan man på ethvert tidspunkt i året beslutte at udbetale et 'ekstraordinært' udbytte. Her er der også nogle krav.
Det første krav er selve beslutningen: Ved den seneste generalforsamling kan ledelsen være blevet bemyndiget til at foretage ekstraordinært udbytte. Alternativt kan der afholdes en ekstraordinær generalforsamling med ét punkt på dagsordenen, nemlig udbetaling af ekstraordinært udbytte.
Det andet krav er, at der skal være opdateret bogføring (kaldet mellembalance eller saldobalance). Hvis der er en årsrapport og det er mindre end 6 måneder siden regnskabsperioden sluttede, så kan årsrapporten bruges i stedet.
Det tredje krav er det samme som ved ordinært udbytte: Er der midler som kan benyttes til udlodning og er det forsvarligt at udlodde disse?
Giv som gave til børn (eller andre)
Når der er penge i holdingselskabet (eller udsigt til at blive det) så kan der være god mening i at overveje at f.eks. give eventuelle børn en ejerandel i holdingselskabet.
Hvert år kan man skattefrit give sine børn en skattefri gave, og en sådan gave kan f.eks. bruges til at give børnene en ejerandel i holdingselskabet.
Det er ikke nødvendigvis særlig kompliceret, men har holdingselskabet allerede opbygget en vis formue, så skal man forvente at have behov for både en advokat og en revisor. Af den årsag skal der nok være i hvert fald 3-4 mill. kr i spil.
Er man tilstrækkeligt forudseende, så er det noget nemmere at få sine børn (eller andre) som medejere ved stiftelsen. I begge tilfælde kræver det dog grundige overvejelser for der er ikke nødvendigvis nogen fortrydelsesret.
Var denne artikel til hjælp?
Multi-Regnskab er Danmarks eneste regnskabsprogram med særlig funktionalitet til at bogføre og lave årsrapport for et holdingselskab
Det koster kun 500 kr om året (excl. moms) at benytte Multi-Regnskab for et simpelt holding
Se hvordan man bruger Multi-Regnskab i et simpelt holdingselskab
The Camp
Klausdalsbrovej 601
2750 Ballerup
Denmark
CVR 39 23 93 53
Kontakt
info@multiregnskab.dk Al tekst, alle billeder og videoer på denne side, er beskyttet af loven om ophavsret. Det er ikke tilladt at "låne" eller
kopiere hele eller dele af teksten uden forudgående skriftlig tilladelse.